Aktivitetshuset Solhjem


Aktivitetshuset Solhjem




Aktivitetshuset Solhjem


I november 2015 kunne den nyetablerede forening Aktivitetshuset Solhjem Bjergby-Mygdal (AS) erhverve det tidligere plejehjem Solhjem i Bjergby. Projektet blev støttet fra lokale beboere og erhvervsdrivende, den lokale brugs, ENV-fonden og Lokale og anlægsfonden.

Der er siden mange frivillige der har arbejdet på at sætte det gamle plejehjem i stand. Der arbejdes stadig på huset onsdage og lørdage, nogle dage er vi over 20, andre dage er vi 2-6 stykker. Der er ikke en onsdag eller en lørdag siden november 2015 hvor der ikke har været ombygning i gang.

 

Foreningen Aktivitetshuset Solhjem Bjergby-Mygdal har i dag omkring 200 medlemmer og godt 80 privatpersoner og virksomheder har registreret sig som sponsorer. Der kommer løbende nye medlemmer og sponsorer til. En 60-70 forskellige frivillige personer har og er aktivt involveret med ombygning, vedligeholdelse, rengøring og andet arbejde. Når der er tid og lyst.

 

”De grå mænd” er en stor del af dette projekt, og er alle medlemmer af foreningen. ”De grå mænd” er kendt viden om, og laver et stort frivilligt arbejde i området omkring Bjergby. De slår græs, maler, bygger om, laver en bro, lægger fliser, alle steder i Bjergby. alt sammen arbejde der ellers ikke bliver gjort. ”De grå mænd” er pensionister i deres bedste alder, ”De grå” kommer fra forskellige erhverv, tømrer, smed, elektriker, butik, politi, SKAT og landbrug, og de har alle skruet hænderne rigtigt på. ”De grå” har sammen med andre frivillige arbejdet fra dag et med renovering af Solhjem.

 

Det bedste er at området og dets beboere har fået et fælles projekt omkring Aktivitetshuset Solhjem og alle de opgaver der er i forbindelse hermed. Der knyttes nye bekendtskaber på kryds og tværs, der er masser at tale om.

 

I vinteren 15-16 blev der arbejdet på at få foreningen Uggerby Husflid etableret. De startede deres første kurser op i februar 2016 i Aktivitetshuset, og har lejet et areal på godt 200 m2 i stueetagen. De har i vinterperioden omkring 100 aktive kursister ugentligt. Siden foråret 2016 er der arbejdet på at færdiggøre værelsesfløjen i stueetagen et projekt der er støttet af LAGnord (kr. 125.000) og Velux-fonden (kr. 150.000). Der er lagt mange frivillige kræfter i at færdiggøre 9 værelser, stue, terrasse, serveringskøkken, 3 badeværelser, vaskerum, linnedrum, depotrum og forgang. Stueetagen er fornyet med nye branddøre, nye vinduer, og der er etableret brandalarmer der lever op til dagens standarder. Stueetagen har været en større opgave, men vi nyder det. Stueetagen er næsten færdig, og alle kan fornemme vi får skabt et fantastisk hus til glæde for områdets beboere. Stue og værelser lejes allerede i dag ud til medlemmerne.

 

Projektet får positiv opmærksomhed fra alle sider. Alle håndværkere og virksomheder i området er positive omkring projektet. Vi kan altid få et godt råd. Alle områdets beboere er med os i en eller anden form, vi har rigtig mange positive historier at fortælle.

 

Vi har mange besøgende, og vi laver mange rundvisninger også for mennesker fra andre steder i landet, ja og fra hele verden. Vi har i 2018 haft besøg af danske, norske, tyske, amerikanske turister. Turister der besøger Peterspladsen’s dyr kommer også ind og kigger til os, og får en rundtur. I året 2018 har medlemmerne anslået lavet over 60-70 rundvisninger.

 

I det følgende beskrives aktørerne i huset.

 

Uggerby Husflid

Uggerby Husflid (UH) disponerer over og har lejet godt 200 kvm i stueetagen. UH har godt 100 deltagende kursister i gang ugentligt. UH har eksisteret siden begyndelsen af 1900-tallet, og afholder kursus i og arbejder med trædrejning, strik, knipling, kunstmaling, plantefarvning, spinding af garn, KREA-kurser, og UH’s kursister bruger huset stort set alle ugens dage i vinterperioden. Trædrejning kører mandag til torsdag, et hold om eftermiddagen og et hold om aftenen. Nogle gange er der weekendkurser. UH har fået langt bedre faciliteter på Aktivitetshuset Solhjem end i deres tidligere hus, og der er stor søgning til deres kurser. I deres tidligere hus var der 4-5 deltagere på deres ”nørkleaftner”, nu møder der 18-20 kvinder op hver mandag aften. Der er KREA-aftner hvor 12-15 møder op og laver alle mulige DIY-ting. Lige nu arbejder de med filt, sidste gang arbejdede de med polstring af møbler. Acryl/kunstmalerkursus kører hver anden tirsdag. Der er indimellem også weekend-kurser i plantefarvning af garn, spinding, trædrejning, og der var før jul kursus i blomsterbinding og juledekorationer.

I samarbejde med Erhvervscenter Nord arbejder UH og AS med at udvikle kurser for turister i sommerperioden. Der er også planer om at lave firmakurser, hvor både AS og UH’s lokaler indgår.

 

CCH

CykleClubben Hjørring (CCH) har lejet lokaler i kælder til deres materiel, men bruger aktivt hele huset til træningsophold og samlinger. De holder også klubaftner i huset, og har bl.a. holdt sommerfest og julekomsammen i Aktivitetshuset Solhjem. CCH arrangerer årets første cykelløb for eliten i Danmark, hvor målstregen ligger lige uden for Aktivitetshuset Solhjem. 500-700 mennesker møder op fra hele landet denne weekend. Cykeleliten i Danmark, ryttere fra Norge og Sverige, vil hvert år komme til Bjergby, så det er stort. Aalborg Cykelklub presser på for at komme til at anvende bygningen til 3-4 årlige træningssamlinger. Der er også vist interesse fra udenlandske cykelryttere om at bruge huset til træningssamlinger.

 

Vendia Kaffe

En lokal hobbyvirksomhed, et kafferisteri, har lejet et kælderrum, hvor der ristes kaffe hjembragt fra hele verden. Det dufter himmelsk når der ristes kaffe. Og vi får lov at smage, vidunderligt.

 

Bryglaug

Imellem jul og nytår 2017 blev det første håndbryggede øl lavet. ”Solhjem Bryglaug” består nu af 32 medlemmer der er gået sammen om at indkøbe udstyr til at lave håndbrygget øl. Et rum i kælderen er ombygget af frivillige og indrettet til produktion af håndbrygget øl. Bryglaug vil også lave bjesk og måske gin, og der er afholdes klubdage, hvor der er foredrag, øl- og vinsmagning.

I 2018 blev der brygget omkring 40 slags øl.

 

A-team

Vi sætter en stor ære i at huset er så ryddeligt og præsentabelt som muligt ved udlejning, eller når huset er i brug. ”Skal der gøres rent, så kommer vi….” sådan siger 15-20 frivillige. Når der trænger til rengøring, så melder vi det på en facebook-gruppe. ”Er der et par stykker der kan hjælpe på fredag kl. 9” skriver vi på facebook, og så kommer et helt hold. Vi starter altid med kaffe og rundstykker, så det er vældig hyggeligt, og mange gange er vi en 8-9 stykker til opgaven. Så er det ingen sag. En af de frivillige, passer blomsterne i krukker ude og inde, og lige pludselig er der friske blomster alle steder. Andre frivillige ordner bedene omkring huset, nogle slår græs.

 

Ombygning

Der er udbedret tag, skotrender og kviste på 1-salen, så taget er tæt. Vinduer og døre i overetage er udskiftet, der er lavet nye inddækninger, skiftet vinduer og svejset pap på tag af alle kviste. Der er opsat brandtrapper. Vi skal ril at udskifte gelænder på repos og brandtrapper og vi har installeret varmepumpe i overetagen. Hjørring Kommune og landsbyforum har støttet os med matchningsmidler til dette delprojekt (kr. 177.000).

Vi er i gang med at renovere kælderen indvendig, og der er i januar 2019 udskiftet yderligere 21 vinduer og 1 dør i stueetage og kælderen. ENV-fonden har støttet os med (kr. 100.000) til dette delprojekt.

Samlet set er der siden køb af ejendommen i november 2015 udskiftet 45 vinduer, 4 udvendige dobbeltdøre, 3 alm. yderdøre og 15 indvendige døre(branddøre). Og vi mangler stadig en del vinduer på nord siden af huset. (Foråret 2019)

 

Vi arbejder på at søge støtte til ombygning af overetagen og nyt tag. Dette arbejde vil forventeligt ske i 2020. Flere fonde har opmuntret os til at søge penge hertil. Så vi arbejder på en projektbeskrivelse i samarbejde med en arkitekt.

 

Peterspladsen

”Peterspladsens Venner” og Benthe Norheim fik i 2018 støtte fra ENV-fonden til at ”opfriske” dyrene på Peterspladsen. Dette arbejde skete i sommeren 2018. I den forbindelse blev der den 28. oktober holdt en relancering Peterspladsen, og Aktivitetshuset Solhjem og Peterspladsen havde 230-250 mennesker på besøg. Der var fejring af dyrene på pladsen og der var maleriudstilling i huset. Masser af malerier af Peter Jensen var udstillet, nogle lånt af private, men huset blev samtidig foræret en række af Peter Jensen’s malerier. En rigtig dejlig dag.

Peterspladsen er meget besøgt af turister, bedsteforældre med børnebørnene og unge forældre med børn. Bjergby-Mygdal skole og børnehuset har også ture til Peterspladsen flere gange om året. Se mere om Peterspladsen på www.peterspladsen.dk.

 

Potentiale

Der er altså mange nye tiltag i huset, og huset har stort potentiale.

 

Når 1-salen bliver endelig udbygget, vil der komme mange nye aktiviteter. Kort fortalt, så forestiller vi os store vinduespartier mod vest og måske mod nord i overetagen, 2 store rum med mobile vægge. Skiftende maleriudstillinger, et område med scene hvor der vil være mulighed for at musikere og bands kan øve og afholde mindre koncerter. Der afholdes marked, og der holdes foredrag o.a. Måske flytter kunstholdet, nørkleholdet og andre kurser ovenpå når der bliver mere plads og lys.

 

Fonde er meget positive for vores projekt, og opmuntrer os til at søge. Man kunne forestille sig at etablere en naturlegeplads og andet der falder i tråd med Peterspladsens dyr og placering af huset op til Præstebakkerne og med udsigt ud over Vendsyssels dejligste område. Vi har allerede et projektforslag klar, der gælder en bålhytte, tarzansti og andet.

 

Aktivitetshuset Solhjem har en stue og 9 flotte værelser. Udlejning sker til familiefester, cykel-træning, -løb og –camps, og måske til turister. Se www.solhjem.dk/udlejning

 

 

Andre tiltag og fremtiden

Der tales om weekend-ophold med yoga, mindfulness, skønhedsprodukter og massage. Vi er blevet kontaktet af et hold pileflettere, som også ønsker at flytte ind. De har mistet deres tidligere tilholdssted.

 

Vi er blevet kontaktet af FOF om vi har plads til nogle kunsthold, hvilket vi har afslået i første omgang da vi mangler plads indtil 1-salen er udbygget.

 

Vi taler om at lave ”Åbne hobbyrum”, så folk kan komme og lave deres DIY projekter (Do It Yourself) på alle tider af døgnet. Hobbyrum der vil være et åbent tilbud til alle medlemmer. 

Hobbyrum vil stå gratis til rådighed, og er stedet hvor kreative sjæle mødes, og i samarbejde med andre brugere arbejder med kunsthåndværk og DIY projekter til privat brug.

 

Der er mange nye aktiviteter på vej, nogle ting vil køre I UH regi og nogle dele i AS regi. Der er ingen tvivl om at huset vil tiltrække mange mennesker i fremtiden, de lokale, men også turister og mennesker uden for Hjørring kommune.




Landsbyrådet Bjergby - Mygdal


Navnet er ”Landsbyrådet for Bjergby-Mygdal” og dets hjemsted er Bjergby og Mygdal sogne, Hjørring Kommune.


Landsbyrådet vælges blandt personer med tilknytning til foreninger og institutioner samt blandt enkeltpersoner med tilknytning til Bjergby og Mygdal sogne.




Landsbyrådet har til formål at:

- varetage lokalsamfundets behov for fælles repræsentation udadtil, herunder at være høringsorgan for de kommunale myndigheder


- skabe et forum for kontakt, koordination og samarbejde mellem lokalsamfundets foreninger, institutioner og virksomheder


- arbejde for gode rammer for lokalsamfundets liv og vækst

Kontakt Landsbyrådet

 

Du kan generelt kontakte Bjergby Mygdal Landsbyråd på:

 

info@bjergby-mygdal.dk

 

Eller email personligt til:

 

Formand for Landsbyrådet

Torben Christensen, Sakstrupvej 98, Bjergby

9897 1728  / 2013 2062, info@staldsakstrup.dk

 

Hjælp med informationstavle og oprettelse af begivenheder

Kim Nygaard Hansen - kn@bjergby-data.dk

 

Hjælp til hjemmesiden og sociale medier

Michael Andersen - ma@bjergby-data.dk